The Lighthouse

af | jan 29, 2020 | Film, Oscar

IF I HAD A STEAK … I’D FUCK IT!

Årets første forpremiere foregik i det hyggelige Grand Teater et stenkast fra Rådhuspladsen station. Altså salene er, som altid, hyggelige, men foyeren og faciliteterne, kunne i den grad godt bruge en opdatering. Man kunne kun med stor vanskelighed bevæge sig rundt i det propfyldte område. At komme frem til baren, krævede noget ud over det usædvanlige 🙂 Anyways, vi havde fået supergode pladser i sal 3 til The Lighthouse med efterfølgende snik-snak med forfatteren Kim Leine om filmen. En snak som blev lidt for indspist mellem intervieweren og forfatteren. Det gjorde at folk hurtigt begyndte at sive ud af biografen. Vi sev selv hen til nærmeste spisested, efter cirka 15 minutter, og så dermed stort på muligheden for at købe Leines seneste bog DANSK STANDARD til en fornuftig pris … og ovenikøbet få den signeret!

Vi befinder os et sted ud for Nova Scotias kyst sidst i 1800-tallet. Thomas Wake og Ephraim Winslow er netop ankommet til den afsidesliggende og vindomblæste ø, hvor fyrtårnet, som de skal passe de næste fire uger, befinder sig. Wake er den gamle erfarne søulk, mens Winslow er den unge nybegynder i fyrpasserfaget. Allerede fra første dag på fyret opstår der spændinger mellem den dominerende og evigt skrønefortællende Wake og den forsagte underdanige Winslow der, til at begynde med, finder sig i alle Wakes “små” særheder … det er jo kun fire uger! Langsomt begynder din to sære starutter at indgå en form for venskab, som efterhånden som flere og flere flasker gin bliver konsumeret, bliver mere og mere bizart.

THE LIGHTHOUSE – WHAT? WHAT? WHAT? WHAT? WHAT?

Flere steder bliver The Lighthouse kaldt en gyserfilm. Selv om der er flere gyselige episoder i filmen, mener jeg ikke at vi har at gøre med en gyser i traditionel forstand. De er en historie om to mænd som ryger ind i en seriøs omgang kabinefeber, med alt, og jeg mener ALT, hvad der dermed følger. Protagonist bliver til antagonist og omvendt, i løbet af de 110 minutter filmen varer. Filmens MacGuffin er lige så “glødende” som fx den vi kender fra Pulp Fiction, og selv om vi støder på den allerede i filmens begyndelse, er vi lige så lidt klar over hvad det egentlig er ved filmens slutning … som i Pulp Fiction. Pixxeirritrerende, men dybest set også fedt nok, thi der skal jo være lidt til fantasien. Så længe at den (fantasien) ikke løber så meget af sporet som hovedpersonernes i The Lighthouse gør 😉

Cast & Crew

De to hovedpersoner, og de to eneste reelt medvirkende i filmen, Willem Dafoe og Robert Pattinson, spiller super som de to mænd på grænsen af vanvid. Dafoe gik til rollen som en ægte method actor, og han  boede i en lille fiskerby under optagelserne, mens Pattinson stolede på sine skuespilsevner og mente at han blot kunne møde op og var i stand til at levere sine replikker uden den store forberedelse. Jeg ved så godt hvilken tilgang jeg har mest fidus til, hvilket jeg også mener skinner igennem på deres præstationer. Ikke at jeg mener at Pattinson på nogen måde var dårlig i filmen. Blot mener jeg at Dafoe i den grad overstrålede Pattinson. Dog krævede instruktøren at begge skulle møde til en uges øvelser, før optagelserne begyndte, så Pattinson slap ikke helt 😉

Instruktøren Robert Eggers er noget af en detaljens mand. Fx arbejede han meget med at karakterernes accenter skulle sidde lige i skabet, helt ned til at Atlanterhavets canadiske fiskere på den tid havde noget med at afslutte sætninger med 75% øget hastighed og ting i den dur, så det skulle Dafoe naturligvis også øve sig i. Pattinsons karakter, arbejede med tømmer inde i Canada, før han gav sig i kast med fyrmesterfaget, hvilket naturligvis gav en helt anden dialekt 😀 Al Eggers besvær bar frugt, thi han har skabt en karakterdrevet film, der i al sit vanvid, sidder lige i skabet.

Billede & Lyd

The Lighthouse er filmet med originalt cirka 100 år gammelt udstyr, i sort/hvid og i et 1.19:1-format, altså næsten kvadratisk. Dette er i den grad medvirkende til at give illusionen af at vi virkelig befinder os sidst i det nittende århundrede. Samtidig er kameraet styret af Jarin Blaschke, som fortjent er nomineret til en Oscar for sit arbejde. Tågehornet som vi hører næsten konstant gennem hele filmen, og dermed fungerer som filmens lydtapet, kommer fra Nash Point Lighthouse, som befinder sig i Wales og fungerer med kompressorluft. Der er i den grad arbejdet med detaljen i både billede og lyd i denne film. Det smager, i den grad af dedikation og kvalitet, hvilket man tydeligt mærker. 

Konklusion – The Lighthouse

Selv om billedet er nærmest kvadratisk, hvilket til at begynde med virker lidt irriterende, og selv om farverne er fraværende og billedet er råt og grynet, har vi alligevel at gøre med en flot film her. De absurde mono- og dialoger samt de mange obskure sekvenser, fungerer perfekt. Og den med let og sparsom hånd strøede humor, forstærker på sær vis den totale opløsning som de to mænd i fyrtårnet oplever. Jeg synes helt klart at vi har med en af årets (2019) absolut bedste film at gøre her. Vi lander på seks funklende stjerner. Af uransaglige årsager er filmen ikke blandt de nominerede til årets bedste film …

Læs mere om The Lighthouse på IMDb.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four × 5 =

Pin It on Pinterest