Elton John – Farewell Yellow Brick Road

af | jun 8, 2019 | Koncerter

Eneste mangel var Pinball Wizard …

Elton forsikrede om at Elton John – Farewell Yellow Brick Road (anden koncert i København på tre uger) bliver hans sidste optræden på dansk grund. Første gang han optrådte i Danmark var i øvrigt i Tivoli i starten af 70’erne, ligesom han også gjorde i 2015. Well, hans karriere startede for 50 år siden, og selvom han er blevet 72 år, slutter han, måske ikke på toppens øverste tinde, men alligevel tæt nok på til at det stadig holder 100%. Elton John kan stadig traktere sit klaver og sangstemmen fungerer stadig glimrende. Og det er mere end man kan sige om andre kunstnere, som vrider det sidste ud af karkluden, selvom hverken stemmen eller færdighederne på instrumentet kan følge med længere.

Royal Arena var fyldt til randen, så vidt jeg kunne se, og da koncerten den 18. maj havde fået god kritik allevegne, undtagen lige i Politiken, hvis anmelder må have haft en dårlig dag, var forventerningerne pænt høje. Thomas Treo var i Israel til Melodi Grand Prix den dag, så hans udgydelser gik vi glip af denne omgang. Koncerten startede 20:00 sharp (ingen support), og varede i 2 timer og 40 minutter, og der var ingen pauser. 24 numre, nogle af dem i anderledes og forlængede arrangementer, og et minimum af mellem-numre-staffage. Egentlig havde jeg indstillet mig på at Elton stadig kunne traktere sit klaver … og det kunne han, mens jeg på den anden side var i tvivl om hvorvidt hans stemme stadig kunne følge med …

Elton John – Farewell Yellow Brick Road

Eltons stemme holder forbavsende godt … noget bedre end fx Paul McCartneys, som kun er 5 år ældre. Dog vil jeg sige at, uden at sammenligne de to i øvrigt, at begge to er værd at se (igen) før end det er for sent. Udover at der lige var et par gange hvor lyden fra Elton Johns stemme lød lidt “ulden” samt et par gange hvor der var nogle “hak”, var lyden, både i sang og musik, absolut kanon, og vel den bedste, og med højeste dB-niveau, jeg hidtil har hørt i Royal Arena.

Bandet

Elton John har brugt de samme musikere gennem det meste af karrieren, og selvom der var en afløser for Davey Johnstone (som dog skulle vende tilbage senere på touren) på leadguitar, af en amerikansk guitarist hvis navn jeg ikke lige fik fat på, virkede det ikke som noget voldsomt tab, thi han spillede fandeme godt, på alle typer af guitarer. To af de tre trommeslagere i bandet, som altså også er voksne herrer i 70’eren, er Nigel Olsson som spillede solidt og med masser af overskud, og ikke mindst den ekspressive og excentriske Ray Cooper. Sidstnævnte percussionist havde sit eget podie, hvor tamburiner, congas, pauker, wind chimes og klokker blev taget i brug med en koncentration og indlevelse, som gjaldt det livet. Alle de instrumenter var med til at gøre fx Indian Sunset, som denne aften var en “duo-performance” mellem Cooper og Elton, til en af koncertens mange højdepunkter.

Billede & Lyd

Store dele af scenen og bagtæppet var, som trenden foreskriver, en stor skærm, med overvejende flot timede videosnaser blandet med livebilleder af band og publikum. Det virker strålende, men fik næsten de to storskærme, en på hver side af scenen, til at virke pjevsede og lidt ligegyldige 🙂 Udover video, var der også lidt sjov med røg, lyn og torden samt konfetti, men det var ikke noget der på nogen måde overdøvede selve musikoplevelsen. Benspjættende korpiger var vi også forskånet for. Lyden var, som nævnt, så dejligt høj at de obligatoriske kvindelige sludrechartoller, der sad bag ved os, kun momentvis trængte gennem musikken. Jeg opfattede dog kort at de snakkede om en snestorm de havde oplevet. Yderst irrelevant på årets hidtil næstmest lummervarme aften, og en samtale de burde have pli nok til at gemme til efter koncerten!

Konklusion – Elton John – Farewell Yellow Brick Road

Det her var helt klart årets, indtil videre, største koncertoplevelse. Min “familie” i Blackheath har lige købt billetter til hans koncert i O2 Arena i London i december 2020 … og jeg er allerede misundelig. Det er lige før at jeg tror at det bliver hans allersidste koncert overhovedet som de skal se. Der er dog, så vidt jeg kan se, blevet doblet op på antallet af koncerter han skal spille i London i november og december 2020. Anyways, der er stadig (dyre) billetter at få rundt omkring i Europa, og det kan absolut anbefales at få set Elton før han går på koncertpension! Ikke så meget pjat, Elton John – Farewell Yellow Brick Road får 6 stjerner!

Læs mere om Elton John her.

0 kommentarer

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest