Sharkwater Extinction

af | maj 31, 2019 | Dokumentar, Film

Jeg giver Steven Spielberg skylden …

Sharkwater Extinction blev den tredje film om menneskets, mildest talt svinske, behandling af hajer, som Rob Stewart nåede at filme før han døde i en dykkerulykke ud for Florida Keys den 31. januar 2017 i en alder af 37 år. Optagelserne til Sharkwater Extinction var overstået, men filmen blev først færdiggjort efter hans død. Takket være Amazon Prime, er der nu mulighed for at se filmen, hvilket jeg vil anbefale at man gør, hvis man bare har den mindste interesse i livet i oceanerne, og i at vide mere om den absurd voldsomme rovdrift som menneskeheden driver på havets dyr. Man kan få en uge gratis på Amazon Prime, så det behøver ikke at koste dig en øre at se filmen. Der er IKKE tale om en feel-good film, men se den nu alligevel, thi den skader ikke at lære lidt om livets barske realiteter fra tid til anden!

Sharkwater Extinction fortsætter hvor Sharkwater sluttede, nemlig i Costa Rica, hvor den Taiwanesiske mafia stadig arbejder på at skaffe hajfinner til de suppehungrende kinesere. Det sker dog knap så åbent som førhen, da der internationalt er kommet mere fokus på hajerne. Men der skal ikke meget kratten i overfladen til, før Rob og hans medaktivister finder ud af at den stadig er helt gal, ikke kun i Costa Rica men faktisk i hele verden. Rob besøger fx Californien, Sydafrika og til sidst Florida Keys. Det skønnes at cirka 150 millioner hajer bliver slået ihjel om året, og i dag ikke kun til brug i kineserenes hajfinnesuppe, men også til brug i foder både til kæledyr og sågar til den ceviche du spiser, i den tro at den er lavet af andre fisk. Og at spise hajer er en dårlig idé, da de ligger øverst i fødekæden og derfor indeholder store mængder gift.

Katastofen nærmer sig

Alt dette resulterer i at hajbestanden er formindsket med op imod 99% siden år 1900. Når man tænker på at hajerne har levet i cirka 400 millioner år på jorden og har overlevet de fem gange hvor så godt som alt liv på især landjorden, herunder dinosaurerne, er blevet udryddet i den periode, er det noget af en decimering af hajbestanden! Vi ender med at udrydde os selv, for hajerne er ansvarlige for op i mod 70% af den den ilt som bliver dannet i havene. 

Sharkwater Extinction – Sharks Rocks

Efter Sharkwater fra 2006, som i den grad fik gjort mig opmærksom på “sharkfinning”-problemet, fulgte 2012’s Revolution godt op på problemet med dens analyse af menneskehedens store afhængighed af livet i havene, selvom vi er samtidig dens største fjende. Det var dermed med at jeg skulle se den sidste film fra eventyren og (hav)miljøforkæmperen, Rob Stewarts hånd. Det skal ikke være nogen hemmelighed at siden Sharkwater, har Rob Stewart være en af mine største forebilleder. Han levede et stærkt og spændende liv, men  døde alt for ung.

Cast & Crew

Manden i centrum af Sharkwater Extinction, både som instruktør og hovedperson, udover hajerne, som naturligvis er filmens superstjerner, er Rob Stewart. Det er emnet og ikke instruktørarbjedet der er i fokus, hvilket man ikke er i tvivl om. Der er ikke bygget noget drama op omkring dokumentaren, som det fx gjorde sig gældende i den glimrende The Cove, som handlede om en gruppe japanske fiskeres blodige og voldsomt ubehagelige jagt på delfiner ved øen Taijii.

Billede & Lyd

Filmen er flot filmet når vi befinder os under havoverfladen sammen med hajerne. Alt, som i ALT, foregår i slo-mo, hvilket er flot, men dog godt kan blive en anelse belastende i længden. Når vi er er over havets overflade, er det mere direkte og ofte grimt, når vi fx ser levende hajer som får skåret deres finner af, for derefter blot at blive smidt ud i havet igen, hvor de plumber ned på bunden og går den sikre død i møde. Der er flere af disse mildest talt nedslående scener, som viser menneskehedens dum- og grådighed udfoldet i al dens gruopvækkenhed. Musiksporet til Sharkwater Extinction er ikke voldsomt spændende, faktisk er det nærmest som et anonymt lydtapet, men det naturligvis heller ikke det vigtigste for filmen.

Konklusion – Sharkwater Extinction

Sharkwater Extinction følger Rob helt frem til det dyk hvor han døde. Det var et langt dyk, på relativt lav dybde med en rebreather, som, selvom de har fundets til fritidsdykkere i over 10 år, stadig er noget uhyre avanceret og pænt pebret udstyr at bruge. Fordelen ved rebreathers er at man, typisk på lavere dybder, kan dykke i op til måske 6 timer (mod normalt en times tid) og at man ikke laver bobler, som kan være generende, både for fisk og dykker. Anyways, Rob var kommet og til overfladen efter dykket, havde givet OK-signal, men mens de på båden tog sig af en af de andre dykkere, som var blevet dårlig, forvandt Rob. Efter tre dages eftersøgning fandt man ham på bunden, lige under det sted hvor han blev set i live sidste gang. Så på alle planer en ikke opløftende film vi har med at gøre her. Ikke destomindre får den fem stjerner.

Læs mere om Sharkwater Extinction på IMDb.

0 kommentarer

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest