Hereditary

by | Jun 23, 2018 | Film

En underlig familie …

Nu er jeg som bekendt ikke den store fan af gysergenren. Jeg lod mig dog lokke til forpremieren på Hereditary i Empire Bio, på grund af den nærmest overstrømmende gode omtale filmen har fået, fx fra det års Sundance Festival, som jo, ganske fortjent, gav publikumsprisen til Den Skyldige. Jeg var virkelig meget i tvivl, thi det skal være noget ekstraordinært, i stil med El Orfanato, Alien, The Shining eller The Devils Backbone, før jeg lader mig trække af huse og ind i biografmørket for at se en gyserfilm, da mængden af ustyrligt ringe film i den genre er eksorbitant stor.

Annies mor dør. Annie, som laver detaljerede kopier af fuldt indrettede modelhuse, i størrelsesforholdet 1:25 … eller deromkring (et emne som flere afsnit af CSI også kredsede omkring cirka midtvejs i serien, med stor finesse), holder en lang og lettere bizar tale ved begravelsen. En stykke tid senere kommer hendes søn og lettere handicappede datter ud for en trafikulykke, som får omfattende konsekevenser for den underligt apatiske familie. En familie der har så mange hemmeligheder for hinanden at der skulle være arbejde nok til en cand. psych. i mange år. Hvad der nu sker er underligt, men underligt på den temmeligt uinteressante måde. Men det involverer at Annie bliver vandvittig, efter at hun møder en synsk kvinde ved et sorggruppemøde. Herefter bliver også sønnen vandvittig. Så mangler vi bare at også faderen bliver skør …

Hereditary … gyselige gys

Hereditary, eller Onskabens Hus, som de genialt nok har fundet på at kalde den på dansk, er omgang intetsigende bavl fra ende til anden. Der sker da en del, mere eller mindre uforklarlige hændelser for vores lille familie, som alle på en eller anden måde relaterer sig til Annies (Toni Collette) mors død. Men den fantastisk overraskende slutning, som man er blevet teaset for voldsomt med, udebliver totalt. Ja, der er da en form for afslutning, som bindes op på moderens død. Men at kalde den overraskende, bør enhver person, der har set bare tre-fire “almindelige” gyserfilm i deres liv, klart afvise.

Skuespillet i Hereditary er underligt apatisk og dødt … og vi har altså ikke at gøre med en zombiefilm. Gabriel Byrne, som har været med i en del gyserfilm efterhånden og Toni Collette, som jeg primært husker fra den snart 20 år gamle The Sixth Sense, som var en nærmest genial gyserfilm, spiller ikke just røven ud af bukserne i denne film. Det samme gør sig også (ikke) gældende for deres to børn i filmen …

Der er vistnok tale om instruktøren, Ari Asters første spillefilm. En film som han også er ansvarlig for manuskriptet til. Man skal vist være gyserfilmnørd så det gør noget, hvis man synes at han er sluppet godt afsted med de to opgaver. Filmen er så godt så som blottet for spænding, nerve, originalitet, puls, splat, chok … og gys. Manglen på specielt sidstnævnte faktor, må siges at være beklageligt for en film som Hereditary.

Billedsiden virker som det den er, billigt lavet. Chokeffekterne, som alle standardgyserfilm skal indeholde, er lavet så klodset, at man godt nok ikke skal have set mange gyserfilm i sit liv, hvis man lader sig chokere af dem. Og så er der dag til nat/nat til dag overgangene … de er lavet så dumt at man tror det er løgn. Instruktøren har muligvis haft en dybere idé med disse overgange. Jeg synes bare det ser amatøragtigt ud …

Konklusion – Hereditary

Man skal muligvis endnu ikke have fejret sin 25. fødselsdag for at kunne værdsætte en film som Hereditary. Jeg har sjældent været udsat for så megen elendighed i 125 minutter i streg. Skal du se en gyserfilm i år, så smut ind og se A Quiet Place, thi den er uendeligt mange gange bedre. Hereditary får en sølle stjerne … og så har jeg absolut ikke været karrig med dem … stjernerne 😉

starstar emptystar emptystar emptystar emptystar empty

Læs mere om Hereditary på IMDb.

2 Comments

  1. Jens

    Sådan!

    Reply

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest