Annihilation

af | mar 15, 2018 | Film

Muterede mutationer …

Annihilation røg direkte til Netflix og kom dermed ikke op i de danske biografer … eller nogen biografer udenfor Nordamerika, så vidt jeg er orienteret. Da jeg havde glædet mig til at se den, skulle den naturligvis ses på dagen hvor den fik premiere på Netflix, og det var så i dag (mandag 12. marts 2018). Det er temmelig belastende at Alex Garlands film åbenbart er for avancerede til at blive vist i de danske biografer. Den manglende premiere i de danske biografer, var jo også gældende for Ex Machina med Alicia Vikander og Domnhall Gleason, som ellers var en glimrende scifi-film.

Et fyrtårn nær en militærbase i Florida bliver ramt af en energiudladning af en art, som kommer fra det ydre rum. Dette fører til at fyrtårnet bliver indhyllet i “Flimmeret”, som langsomt spreder sig. Allerede nu er et mellemstort sumpområde og nogle små flækker blevet indhyllet i fænomenet. Noget tid efter møder vi biologen Lena, som underviser kommende læger på universitetet, fx i kræftcellers deling … og i øvrigt er sin mand utro. Manden, Kane, er forsvundet på en militær mission der var så tophemmelig, at Lena ikke ved hvad den gik ud på eller hvor den foregik. Pludselig en dag kommer hendes mand alligevel hjem! Han aner ikke hvor han har været, hvor længe han har været væk og han er ikke sket ikke sig selv? Han har har det ikke godt, så han må på hospitalet med fuld udrykning. På vej til sygehuset bliver ambulancen kørt af vejen af nogle militærkøretøjer! Lena bliver bedøvet soldaterne. Da hun vågner op, befinder hun og Kane sig på Area X, kun få hundrede meter fra det stadigt ekspanderende “Flimmer” …

Annihilation – selv-ødelæggelse

Tempoet i Annihilation er, for at sige det mildt, gelinde. Nu er det absolut ikke sådan at jeg forlanger action fra ende til anden i en sci-fi-film, bare se på Arrival fra 2016, men alligevel … Men hold ud, hold fast og se filmen evt. igen, og du vil opdage ting som du ikke så i første forsøg. Hvis du magter en film som stiller halvstore krav til beskueren, vil du ikke fortryde din indsats. En ting er dog sikkert, der er ikke tale om en traditionel invasion fra rummet-film. Om der overhovet er tale om en invasion skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Måske er er de fremmede blot ude i en mission for at hjælpe os med at mutere vores DNA i et forsøg på at gøre os til noget bedre … en evolutions-revolution ligefrem? Eller måske er deres mission at plante noget alien-DNA i nogle jordboere, lade disse personer formere sig og dermed sprede DNA’en og lade menneskeheden uslette sig selv, efter at de fremmede er taget hjem igen? Jeg har ikke noget klart svar efter at have set filmen to gange. Tjek evt. Youtube, hvor der allerede findes adskillige bud på hvad det hele går ud på …

Alle hovedkaraktererne i castet har deres at slås med. Lige fra en terminal cancerdiagnose, over afdøde børn, til selvskade og utroskab. Lena (Natalie Portman), har jeg aldrig været den helt store fan af. Dog var hun god i V for Vendetta og Leon. Dr. Ventress (Jennifer Jason Leigh) har der været stille om i laaang tid, indtil hun dukkede op i Tarantinos The Hateful Eight, hvor hun var tæt på at være genial. Jeg synes helt klart at Leigh er den bedste til at udfylde sin rolle i Annihilation. Hun har sådan en lidt skurende stemme som absolut gør noget godt for hende. Derimod jeg føler jeg at Portman virker en tand for blodfattig og tam, også når hun har sex med både elskeren og husbonden. Kane (Oscar Isaac) og Katie (Sonoya Mizuno), som begge også var med i Ex Machina, fungerer begge fint som henholdsvis Lenas mand, som vist ikke helt er den vi tror han er og i dobbeltrollen som den unge usikre medicinstuderende i starten af filmen samt en essentiel rolle senere i filmen … en rolle som jeg ikke skal komme ind på her!

Engelske Alex Garland, har indtil videre været instruktør på to film, altså Ex Machina og Annihilation. Begge to sci-fi-film og ikke verdens lettest tilgængelige film. Men absolut film jeg vil anbefale til enhver der ikke altid forventer at få en færdig pakkeløsning når høn ser en film. Iøvrigt siger Alex Garland, kort og godt, at filmen handler om selv-ødelæggelse … og det giver egentlig ret god mening, når man lige vender filmen endnu engang 🙂

Lyden i Annihilation er faktisk god, på den underlige måde. Specielt i nogle scener hen i mod slutningen af filmen, passer den perfekt til begivenhederne, som jeg ikke skal komme ind på her. Der er tale om lydbilleder der understøtter det der sker på lærredet (skærmen) perfekt, ikke om musik, selvom de mig bekendt rent faktisk optræder på soundtracket. Ja, der er faktisk et soundtrack i filmen, men den eneste reelle musik på dette består kun af “Helplessly Hoping” (1969) med Crosby, Stills & Nash … så vidt jeg lige kan vurdere.

Billedesiden er i store træk fin nok. Man kan dog godt mærke at budgetten for filmen ikke har været tårnhøjt … $40 mill er jo ingen penge i dag 🙂 Nej, det hvor det halter lidt er ved de muterede levende dyr … det ser ikke helt overbevisende ud. Muterede planter og andre “døde” ting ser ret godt ud. En scene hvor en muteret bjørn skræmmer vores fem, nej fire, kvinder som nu befinder sig inde i “Flimmeret” skal dog fremhæves, den er rigtigt (u)lækkert lavet!

Konklusion – Annihilation

Da jeg havde set Annihilation første gang, få timer efter den havde haft premiere på Netflix, var jeg tilfreds uden at være imponeret. Så var det at filmen begyndte at krybe uden huden på mig, i en grad at jeg fik lyst til at se den igen. Denne gang stod en del detaljer klarere for mig, uden at jeg dog på nogen måde vil påstå at filmens handling nu står lysende klar for mig. Derfor får Annihilation fire underligt store stjerner, og ikke kun tre irriterende små, som jeg i første omgang havde tænkt mig at give den.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om Annihilation på IMDb.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest