Blade Runner 2049

af | okt 6, 2017 | Film

Elvis, Marilyn og Liberace Look-A-Likes?

Efter 35 års venten på en sequel, oprandt dagen endelig hvor Blade Runner 2049 har premiere. Filmen foregår i Los Angeles anno 2049. Det er jo lige om lidt. Jeg tvivler kraftigt på at Philip K. Dicks univers, som er ført videre her i sequel’en, bare med 30 års opdateringer i VFX etc., kommer til at holde, når vi når frem til 2049 om 32 år. Vi får se … jeg satser i hvert tilfælde kraftig på at jeg kommer til opleve det år, og vil så melde tilbage 🙂

K som er agent i LAPD og replikant, af den nye slags, bor i et af LA’s slumkvarterer, sammen med sin kæreste, som tilfældigvis er et hologram. K’s primære job er at finde de gamle replikanter, altså dem vi kender fra den originale Blade Runner, og deaktivere dem. Efter at have nedlagt en replikant, lidt uden for LA, finder hans drone, thi sådan en er alle politibiler 2049 år udstyret med, en nedgravet kasse under et dødt træ. Kassen bliver gravet op og analyseret, og den viser sig at indholde materiale der stiller en mængde spørgsmål om hvad der skete tilbage i starten af tyverne, 2020 that is, omkring den tid hvor jorden var ved at gå under …

Vurdering

Blade Runner 2049 er instrueret af Denis Villeneuve, som også var manden bag Arrival og Sicario. Den meget stille og rolige stil, som man specielt oplevede i Arrival, er også kendetegnende for Blade Runner 2049. Her hjælper filmfotografen Roger Deakins arbejde naturligvis også. Han benytter sig ikke af traditionel actionklipning, heller ikke i actionsekvenser. Her er lange glidende og næsten hypnotiske takes. Samtidig er hver en frame i filmen gennemtænkt, ikke noget er tilfældigt. Men fornemmer næsten en lille Hitchcock i maven på Villeneuve/Deakins, thi i Alfreds film var intet tilfældigt, og alle genstande i hans film havde en betydning. Jeg mistænker at det samme er tilfældet i denne film, men den kræver nok at jeg ser den et par gange eller fem mere, for at være sikker.

VFX’en/kulisserne er sindssygt flot og troværdigt lavet. Ikke just farvestrålende, for der er konstant regn/sne/tåge i luften, hvilket er med til at understrege den dystopiske stemning. Men diverse politibiler, droner, IT, huse er lavet i en stil, som man, med lidt god vilje, kunne forstille sig at de ville se ud her om godt 30 år. Samtidigt opfører aktørerne i dette univers sig pænt underligt, kan vi hvis godt sige uden at overdrive. Men heldigvis opfører de sig underligt på den fede måde, specielt når vi er kommet et stykke ind i filmen, og underligheden begynder at give mening, på sin egen sære måde …

Selv om Jóhann Jóhannsson, blev fyret undervejs p.g.a. kreative uoverensstemmelser, og Hans Zimmer blev hevet ind i stedet for, er musikken i filmen alligvel fed. Zimmer er naturligvis heller ikke hr. hvem-som-helst, med film som Dunkirk, Baby Driver og Interstellar på CV’et, går han absolut an 🙂 Det havde bare været interessant at høre Jóhannssons kompromisløse kompositioner i en film som Blade Runner 2049.

Blade Runner 2049 indeholder masser at eksistentielle og filosofiske dilemmaer. Hvornår er et menneske en menneske, en replikant en replikant, en slave en slave og et barn et barn? Og hvornår er et minde et minde … og hvad hvis nu man har minder om ting som man ikke burde have oplevet? Det lyder måske temmelig kedeligt. Det er det ikke! Hvis du ønsker at finde ud af at finde ud af hvad det er jeg fabler om, må du bevæge dig ind i biografen, da jeg ikke kan komme mere konkrete beskrivelser uden at spoile for meget. Alt hænger sammen i Blade Runner 2049, måde fortid og nutid. Det lyder måske besværligt, men det er nu ikke så galt 🙂

Ryan Gosling fungerer perfekt, i den altdominerende rolle som K. Jeg synes han fungerer bedst i roller hvor han ikke skal tale eller synge (La La Land) for meget. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Drive. Uden sammenligning med den film i øvrigt, synes jeg hans stil i begge film minder lidt om hinanden. Men ingen i castet skuffer. Harrison Ford (Deckard) er kun med i kort tid, og Jared Leto (Wallace) i endnu kortere tid, samt Edward James Olmos (Gaff) kun i et ½ minut … men de klarer det til UG.

Konklusion – Blade Runner 2049

Med sine 163 minutter er Blade Runner 2049 en pænt lang film. Jeg kedede mig sådan set ikke, men jeg synes dog at filmen tog sig lidt for god tid, af og til. Helt klart en film der skal ses, hvis man er til ultra-mørk sci-fi og godt kan leve uden non-stop action. Der er absolut åbnet op for en treer. Men om en sådan kommer, vides ikke … måske er det bedst hvis vi venter 30 år? Blade Runner bliver så heller ikke den første film i år der opnår top-scoren … jeg begynder at tvivle på at det kommer til at ske i 2017. Blade Runner 2049 får fem stjerner.

starstarstarstarstarstar empty

Læs mere om Blade Runner på IMDb.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest