Gud taler ud

af | sep 27, 2017 | Film

Gas, løg og Rød Aalborg … masser af Rød Aalborg

Endnu en gallapremiere i mit andet hjem; Imperial. Denne gang på det danske drama/komedie, Gud taler ud. Ikke umiddelbart en film der normalt ville kunne trække mig af huse, men når vi taler om en gallapremiere med dertil hørende våd og tørt, er jeg jo sædvanligvis klar, uanset 🙂 Og traktementet var flot. Før filmen var der Lambrusco og citronfromage, til filmen var der en 400 grams Ragusa og efter filmen var der lækre pindemadder, snaps, øl samt endnu mere Lambrusco og citronfromage. Alle disse herligheder, undtagen Ragusa, relaterer sig naturligvis til filmen. Før filmen kom de to nervøse producere ind på scenen og sagde et par ord. Efter filmen kom hele crewet på scenen samt naturligvis store dele af castet, inklusive Søren Malling, Lisa Nilsson og deres tre sønner (i filmen). En af de absolut bedste gallapremierer jeg har været til.

Vi er i 1986 og Tjernobyl er lige smeltet ned. Uffe er psykiater, er gift med svenske Gerd, har tre sønner, bor i en forstad til Århus … og så er Uff’, som Gerd kalder ham, også selvudnævnt Gud!? Uffe ynder at lave suppe når der kommer gæster. Soldatersuppe, kalder han det. Hovedingredienserne er løg og snaps, og så skal den laves på flaskegas. Uffe yngste søn skriver underlige digte, mellemste søn bruger al sin tid på at slå sin rekord i at onanere, mens ældste søn skal giftes med pige fra en nyreligiøs sekt. Gerd virker som en hårdt prøvet kvinde, som dog stadig elsker Uff’ så meget, at hun gider at have sex med ham både tirsdag og lørdag. Den relative ro i deres lille forstadshjem trues, da Uffe får at vide at han er alvorligt syg, og beslutter sig for at skive sine memorier på et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine. Det sætter gang i en række af absurde begivenheder i Uffe og familiens liv.

Vurdering

Gud taler ud er baseret på en selvbiografisk roman af Jens Blendstrup. En roman og en forfatter jeg ikke kender. Men åbenbart består bogen af 118 anekdoter, som, ifølge producerne, var noget af en opgave at omsætte til film. Det tog dem da også fem år at lave filmen. Resultatet er blevet underfundigt, lettere syret og faktisk sindssygt sjovt. Specielt er sønnernes afsluttende frigørelsesopgør med “Gud” absurd syret men samtidig kanonsjovt at være vidne til. Gud taler ud er en af den slags film, hvor alt hvad der sker hænger uløseligt sammen, så derfor jeg skal passe på med at komme med for mange spoilers …

Dog skal Guds support-team i hans forfatter- og sygdomsfase fremhæves. De består af Uffes loyale patienter, som både yder Uffe moralsk støtte og fungerer som drukkammerater. Teamet består af både ludere, lommetyve og andre særegne eksistenser. Alle sammen har hver deres historie, omend Gud nok er mest interesseret i sin egen. Der er dog en fra support-teamet der kommer lidt tættere på Guds familie, end han ville have syntes om, hvis han altså havde fået kendskab til episoden 🙂

Søren Malling er genial, intet mindre, i rollen som Uffe/Gud. Den mand kan med sit ansigt, uden at sige eller gøre noget, udtrykke et hav af følelser. Selv om der er masser af alvorlige emner i filmen, er de følelser han udtrykker for det meste tåredrivende sjove. Selv om Gud taler ud ikke er en falden-på-hale komedie i stil med Dræberne fra Nibe og Mænd og Høns, viser han også i de film hans store men underspillede humoristiske talent. Lisa Nilsson er i rollen som Gerd, den meget lidt sprudlende og svensker-snusfornuftige kone til Uff’. Hun er ikke en “rigtig” skuespiller og det synes jeg godt man mærke. Hun fungerer såmænd fint nok i sin rolle, men hun lige en tand for “wooden”. Sønnerne Jens, Thomas and Mikkel, som spilles af henholdsvis Marcus Gert, Mads Langelund og Clint Ruben, spiller alle nærmest uhyggeligt god.

Henrik Ruben Genz, som har instrueret, må jeg med skam melde, at jeg ikke har set nogen film af før … ikke engang Frygtelig Lykkelig. Musikken i Gud taler ud derimod, skal da lige nævnes. Den består primært af lettere op-spiffede versioner af danske 80’er hit, bl.a. med TV2 og Laid Back. 80’er musik i en film, så er jeres favoritanmelder jo på … det burde alle efterhånden vide 🙂

Konklusion – Gud taler ud

Gud taler ud varer lige over 100 minutter, hvilket hverken er for lidt eller for meget. Skal du kun se én dansk film i år, er Gud taler ud et rigtigt godt bud … også uden Ragusa og de andre herligheder som gallapremieren bød på. Gud taler ud får fire kæmpestore stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om Gud taler ud på IMDb.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest