Wonder Woman

af | maj 29, 2017 | Film

Amazone. Prinsesse. Superheltinde.

I anledning af den nye Wonder Woman, diskede Imperial/Nordisk Film/diverse sponsorer igen op med et glimrende gallapremierearrangement. Der var velkomstdrinks i form af de nye Somersby, Sparkling Rosé. Det bliver dog ikke en drik jeg bliver forfalden til. Der var også en let anretning, Coca-Cola, øl samt endnu en gang en lækker goody-bag. Efter at Warner Bros. Pictures mand i Danmark havde præsenteret filmen, kom Connie Nielsen på scenen og sagde et par bevingede ord. Kun tyve minutter forsinket kunne filmen starte.

Diana aka Wonder Woman er datter af dronning Hippolyta, og kom til verden på den skjulte paradisø Themyscira, som er befolket af smukke amazoner. Lille Diana vil også være amazone, men det vil hendes mor ikke høre tale om. Men Diana er en handlekraftig pige, og hun får sin mors søster, Antiope, til at lære hende de kamptricks en ægte amazone skal kunne mestre. Diana vokser op og bliver en smuk ung kvinde, som er usædvanligt dygtig udi kampsport … samt i et par gudinde-amazone-finter.

Amazonerne på øen, er ikke styret af tiden. Men pludselig en dag, styrter at kampfly fra første verdenskrig ned i havet. Diana ser det og springer ud i vandet og redder den unge pilot, Steve. Han bliver jagtet af tysk destroyer, så nu må amazonerne nedkæmpe dem og bliver dermed blandet ind i livet uden for deres trygge ø. Diana ønsker, meget mod sin moders vilje, at tage med Steve til London og deltage i kampen mod tyskerne. I sidste ende lykkedes det dog Diana et “overtale” Hippolyta, og de to kan nu drage mod “civilisationen” i en lille sejlbåd. Dianas vej mod at blive Wonder Woman har hermed taget sin begyndelse …

Wonder Woman

Som nævnt et par gange (eller ti) før, er jeg ikke den store superheltefilmfan. Specielt kan jeg godt blive lidt træt i ansigtet, når instruktøren insisterer på at vi skal indføres i legenden som ligger bag superheltens tilbliven. Vi slipper heller ikke for en længere udredning om guder og gudinder, amazoner og andet ævl her i Wonder Woman. Dog bliver det ikke alt for udpenslet, så det går lige an. Det skal så siges, at netop det at historien er bundet op på nogle virkelige begivenheder, i det her tilfælde første verdenskrig, gør filmen mere spiselig for mig, end mange andre film i den genre ellers er.

Naturligvis er filmen spækket med VFX. Der er en masse kamp/martial arts/badut-spring-scener, hvoraf mange af dem speeder filmen ned til slo-mo, når situationen er ekstra lækker. Der er set før. Men det virker sgu fint når amazonerne flyver letpåklædte rundt i luften, og uddeler spark, slag, sværdhug og piskesmæld. Der er også nogle flotte scener hvor Diana virkelig viser hvad hun kan med sit skjold, i en byge af kugler. Igen supereffektivt lavet. Lyden er der ikke så meget at sige til, andet end at den understøtter handlingen perfekt.

Gal Gadot, som spiller Diana, må jeg med skam melde at jeg ikke rigtigt kender. Hun har primært gjort det i superheltefilm hvor hun, tadaaah, har spillet Wonder Woman (altså som en bifigur). Chris Pine (Steve) kender jeg primært fra Star Trek, hvor han gør det rigtig godt. Han er lidt mere anonym i den her film. Ellers gør de to engelske skuespillere, David Thewlis (Sir Patrick) og Ewen Bremner (Charlie), som vi lige har set i T2: Trainspotting det glimrende, To fra castet der fortjener at blive fremhævet, er Lucy Davis (Steves sekretær, Etta) som kører den spydige men kærlige linje flot, samt naturligvis Connie Nielsen (dronning Hippolyta) som jo er en dejlig moden dame … omend man bliver lidt i tvivl om hvor meget dame hun egentlig er, når man ser det trusseløse billede der cirkulerer på nettet i disse dage :/

Vi har at gøre med en rigtig girl-power-film her 🙂 Og der sker noget hele tiden i Wonder Woman. Men filmen skulle dog ikke have varet et sekund mere end de 141 minutter den varer, thi så var jeg begyndt at kede mig. Det er godt nok vildt, at jeg nu indenfor et halvt år, har set to superheltefilm, den anden var Doctor Strange, som jeg rent faktisk syntes rigtigt godt om. Wonder Woman får 4 fine stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om Wonder Woman på IMDb.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyhedsbrev

Pin It on Pinterest