Inferno starter lige på og hårdt. John Langdon vågner op på et hospital med hukommelsestab. Han befinder sig i Firenze, har et sår i panden og så er den smukke unge læge Sienna ved at behandle ham. Ikke mange sekunder inde i filmen bryder helvedet løs, politiet ankommer, i form af en kvindelig motorcyklebetjent. Først skyder hun nogle sygeplejesker på gangen, og skyder så mod stuen hvor Langdon og Sienna  befinder sig. Det lykkes Sienna at lukke og låse døren til stuen, lige før skudene falder. Herefter må den voldsomt afkræftede Langdon og Sienna flygte fra hospitalet.

Flugten lykkes, og hjemme hos Sienna viser det sig at Langdon er i besiddelse af en cylinder som kun kan åbnes med Langdons fingeraftryk. Inde i cylinderen befinder sig en projektor, som projicerer et billede af Dantes Inferno. Selvom Langdon stadig har hjernerystelse og oplever hallucinationer, begynder hans analytiske hjerne alligevel at finde spor på billedet. Sporerne peger imod at en fanatisk mand er ved at finde en radikal måde at løse verdens overbefolkningsproblem på. Sienna og Langdon finder ud af at det er på tide at kontakte det amerikanske konsulat, hvilket fører til at deres problemer for alvor starter.

Hvem kan kan Langdon stole på? WHO? Det italienske Carabinieri? Det franske Sûreté? Det amerikanske konsulat? Kan han stole på chefen for WHO, spillet af Sidse Babett Knudsen? Og hvad med Sienna, har hun egentligt rent mel i posen?

Inferno

Det går over stok og sten i Inferno, der er ikke mange sekunder undervejs, hvor man får mulighed for at få vejret igen. Det kan såmænd være udmærket, men i netop i en film som denne, kunne man godt tænke sig et få et par sekunder undervejs hvor man får lov til at dvæle lidt ved detaljen. Som fx. billedet af Dantes Inferno, det ser man aldrig mere end i ½ sekund ad gangen. Problemet er måske her, at den McGuffin (Dantes billede) som filmen er bygget op omkring ikke tåler dagens lys. Det er sådan set også fair nok, men det kunne være løst mere elegant, skulle man mene. Det kunne Alfred Hitchcock, så det kan Ron Howard vel også? Okay, Alfred var så mesteren, og manden som opfandt begrebet (McGuffin), men Howard kunne vel have gjort et forsøg?

Tom Hanks (John Langdon) er stadig en af mine favoritter. Han har det stadig i sig. Det viste han for alvor sidste år i Bridge of Spies og sådan set også i Sully. Men måske han burde stoppe Langdon-sagaen med denne tredje film? Felicity Jones (Sienna Brooks) som jeg umiddelbart kun kender fra The Theory of Everything og Hysteria, er en OK men måske lidt blodfattig skuespillerinde. I den her film gør hun en god reklame for de fine Salvatore Ferragamo-sko hun har på i hele filmen … men udover det er hun vel primært bare dekorativ, på den der lidt irriterende dådyrøjneagtige måde. Vores egen Sidse Babett Knudsen (Elisabeth Sinskey) har egentlig en stor, men ikke voldsomt imponerende rolle i filmen. Hun virker en anelse stiv og taler på en underlig staccatoagtig måde, som om der ikke helt styr på hvilken accent hun skal ha’? Hun var væsentligt bedre i The Duke of Burgundy og hun gør det også godt i Westworld, som kører på HBO lige nu.

Som sagt er Inferno meget hektisk, så en af klassikerne, kan man vel efterhånden tillade sig at kalde det, nemlig det håndholdte kamera, er brugt flittigt. Ikke så voldsomt som i Jason Bourne, men det begynder nu alligevel at virke en anelse “gammelt” og uopfindsomt. Man savner lidt et blik for detaljen … og humoren, som da dukker op et par gange, men kun når den ligger lige til højrebenet, og dermed kommer til at virke lidt anstrengt. Op på hesten igen, Ron Howard, det kan du gøre bedre.

Nå ja, lyden (Dolby Atmos) i Inferno, var som altid fin i Imperial. Dog var der (i starten i hvert tilfælde) skruet voldsomt op for lydstyrken, grænsende til noget de mindede om overstyring! Efter lidt tid fik de dog styr på det … eller var de bare mine ører der fik omstillet sig? Og så var der billedebeskæringen, som så meget 16:9-agtig ud. Jeg var lige ved at gå ud og spørge om det virkelig var korrekt aspect ratio? Men i og med at filmen så at sige var i gang fra første sekund, nåede jeg det ikke …

Hvis jeg må komme med en anbefaling, så oplev Ken Stott (som vi senest så som den jordbunde slagter, Marty i Café Society) i miniserien Messiah: The Harrowing fra BBC. Den handler om en vandvittig morder som begår sine handlinger udfra det samme billede af Dantes Inferno, som handlingen i Inferno roterer omkring. Ikke at disse to værker på nogen måde kan sammelignes, dertil er BBCs serie alt for barsk, meeeen alligevel 🙂

Inferno varer lige over de to timer. Både The Da Vinci Code og Angels & Demons var glimrende thrillere iblandet action. I Inferno føles det som at hektikken i den grad har fået overtaget mens mystikken og dramaet er blevet kørt ud på et sidespor. Og det sgu er ærgerligt. Inferno får 3 stjerner.

starstarstarstar emptystar emptystar empty

Læs mere om InfernoIMDb.

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest