The Magnificent Seven er baseret på The Magnificent Seven fra 1960, som igen var baseret på Akira Kurosawas Shichinin No Samurai fra 1954. Kurosawas film er jo en klassiker og må betegnes som et af filmhistoriens helt store mesterværker. Sturges’ The Magnificent Seven med McQueen, Bronson og Brynner, var måske ikke ligefrem et mesterværk, med må vel stadigvæk betegnes som en af de bedste westerns der er lavet. På en eller anden måde, havde jeg oparbejdet en god portion good vibes omkring denne 2016-version af The Magnificent Seven. Desværre kan filmen slet ikke leve op til mine positive vibes.

Den onde guldgraver Bartholomew Bogue, som ejer Bogue Mining Co., vil tvinge alle nybyggerne i byen hvor hans guldmine ligger, ud af deres huse og landbrug. Han tilbyder dem USD 20 pr. acre. Hvis de ikke accepterer hans tilbud, vil de få store problemer. Bogue og hans håndlangere, møder op i kirken, laver lidt ballade, skyder Emma Cullens mand og brænder kirken ned. Emma støder på dusørjægeren Chisolm. Han lover Emma at han, mod at få alt hvad hun ejer, vil samle et team, som skal tage kampen op mod Bogue, og give byen tilbage til nybyggerne. Og det er sådan set handlingen i en nøddeskal.

The Magnificent Seven 02

Den normalt hæderlige Denzel Washington, spiller Chisolm, som altså kommer til at fungere som lederen af de syv lettere anløbne mænd, som skal befrie byen for Bogue (Peter Sarsgaard). Med i gruppen bl.a. er også Faraday (Chris Pratt), Robicheaeux (Ethan Hawke) og Horne (Vincent D’Onofrio). Hver af de syv har noget de er særligt gode til; finskydning, knivkast, skyde med bue og pil etc. Så egentlig er der jo lagt i ovnen til noget der kunne blive rigtigt godt. Men de første 90 minutter af filmen, hvor gruppen samles, deres hjælpere trænes og taktikken lægges, er stemningen fad og intensiteten så godt som fraværende. I de sidste 40 minutter, hvor det store slag skal slås … føles begivenhederne faktisk tamme og uspændende.

Special effects’ne i filmen er til tider pinligt ringe, specielt for en film lavet i 2016. Heste der falder før bomben er bragt til sprængning, er bare et eksempel på dette. I det hele taget er der lidt billig, gammel 60’er/70’er Disneyproduktion (jeg mener ikke at Disney har en aktie i denne film) over actionsekvenserne og filmen som helhed. Hvad der især kan gøre mig helt ærgerlig, er at selv om snesevis af personer bliver dræbt, på mange forskellige måder, ser vi kun flygtigt, noget der kan minde om blod, skudhuller og andre ubehagelige ting. Det er jo lidt svært ikke at måle The Magnificent Seven op imod 2016’s to andre store westerns, The Hateful Eight og The Revenant. Disse to var så godt nok også mesterværker og fik derfor også begge to seks stjerner af undertegnede. I begge disse film fik vi ubehageligheder direkte i smasken, som det i min bog bør være i den slags film.

Så minus til castet, som langt fra spiller op til deres bedste … de virker temmeligt uinspirerede. Minus til instruktøren for ikke at have kunne motivere skuespillerne, det var jo ikke ligefrem nulboner han havde til sin rådighed. Antoine Fuqua kan jo godt. Det har han vist før i Training Day og The Equalizer, begge med Denzel Washington, i øvrigt. Også minus til producerne for ikke at skyde et par ekstra dollars i effekterne og i kulisserne i øvrigt. Der er altså klippet en hæl og hukket en tå lidt for mange steder i den her produktion.

Jeg kommer ikke uden om at nævne lyden, som slet ikke er Imperial værdig. Vi har at gøre med noget der minder om standard Dolby Surround her. Ikke noget fancy Atmos :/ Men man kan så omvendt sige, at billedetformatet passer ret godt til den noget pauvre lyd, thi vi har at gøre med noget der i betænkelig grad minder om 16:9, altså nærmest som om filmen er lavet til at ryge direkte på streamingtjenesterne. Det er tyndt så det gør noget!

Jeg må erkende at The Magnificent Seven slet ikke levede op til mine forventninger. Den tynde dialog med de totalt uskarpe one-liners, medvirker i den grad til denne manglende forventningsopfyldelse. Efter lange, tunge og seriøse overvejelser må jeg erkende, at jeg ikke kan få mig selv til at tildele The Magnificent Seven mere end 2 stjerner. Og det hører i den grad til sjældenhederne …

starstarstar emptystar emptystar emptystar empty

Læs mere om The Magnificent Seven på IMDb.

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest