Eddie The Eagle er baseret på den virkelige historie om Eddie Edwards der i 1988 stillede op for England i skihopskonkurrencen ved de Olympiske Lege i Calgary, Canada. Hvor meget overensstemmelse der er mellem begivenhederne i filmen og virkelighedens begivenheder, udover at Eddie rent faktisk deltog i Calgary, fik stor medieomtale og endte med at blive englændernes darling … selvom han sluttede på sidstepladen på både 70 og 90 meterbakken, ved jeg ikke, men det er i hvert tilfælde lykkedes instruktøren Dexter Fletcher at strikke en voldsomt underholdene og humoristisk feel-good film sammen omkring historien. Selv om filmen ikke ser ud til at have haft det helt store budget, forstår instruktøren at få noget nær det optimale ud af de altid glimrende engelske skuespillere samt de to Hollywoodstjerner i castet.

Allerede som lille dreng drømte Eddie om at blive til noget stort indenfor sportsverden. Talentet manglede bare, og da han samtidig havde skinne på sit ene ben i mange år, mente hans far at lille Eddie skulle glemme alle disse umulige drømme og i stedet gå i faderens fodspor og blive murer. Naturligvis var Eddie ikke sådan til at stoppe, og han fortsatte sit jagt, kraftigt støttet af sin mor, på at finde den rette sportsgren for ham. I 1987 opdagede han så skihop, en sportsgren som England ikke, i OL-sammenhæng, havde haft en deltager i siden 1929. Da den Engelske Olympiske komite, med formanden for komiten (blændene spillet af Tim McInnerny, bl.a. kendt som Captain Darling fra Blackadder Goes Forth) i spidsen, ikke ønsker at støtte Eddie, vælger Eddie på egen hånd at drage til Garmish og prøve sit held der. Her møder han finske Matti Nykänen, den store stjerne indenfor skihop på det tidspunkt, samt det meget selvsikre norske landshold, og det lykkes naturligvis Eddie at gøre sig totalt til grin. Han møder også den tidligere amerikanske skihopper Bronson Peary (Hugh Jackman), som, omend voldsomt modvilligt, til sidst indvilliger i at blive Eddies træner. Kampen for at nå til OL, på under 12 måneder, er i gang …

Eddie The Eagle er en film, som trods det at der egentlig ikke er noget voldsomt stort bagvedliggende drama (udover at det selvfølgelig er dramatisk nok i sig selv at kaste sig ned af en 90 meter lang skihopbakke), og ikke indeholder nogen antagonister som sådan, kun nogle personer der mener at de gør det det rigtigte, men egentlig ikke er ude på at skade hverken Eddie eller nogen andre, alligevel fungerer for mig. Well, en ting der er med til at bære filmen er, i mine øjne (øren), musikken. Hvad kan bedre end 80’er hittet “When Two Tribes Go To War” med Frankie Goes To Hollywood, illustrere følelsen som Eddie må have i kroppen, da han for første gang med bævende ben kaster sig ned af Garmishs mindste bakke? Musikken er, som i så mange andre film, som f.eks. den fine Pride fra 2015, som også foregår i 80’erene, med til at give filmen det lille ekstra skub fremad. 80’erne var MUSIKKENS årti! Var jeg teenager/ung i 80’erne? Ja, det var jeg 😀

Eddie Edwards spilles af Taron Egerton, som udover at han ligner virkelighedens Eddie ikke så lidt, endnu ikke har det store skuespiller-CV, gør det fint i rollen som den noget usikre, men dog uforfærdede skihopper. Dog fungerede han godt tom Egssy i Kingsmen: The Secret Service, og han skulle da også dukke op i Kingsmen 2 til næste år. Filmens helt store trækplaste er, i mine øjne, BBCs sportskommentator, som spilles af den altid geniale, og lidt gale, Jim Broadbent samt naturligvis Christopher Walken, som spiller USAs gamle landsholdskaptajn. En lille rolle, nuvel, men Walken er så eminent en skuespiller, at han kan få de tre minutter hvor han rent faktisk er med i filmen, til at syne af meget mere. Jo Hartley som spiller Eddies mor, samt den tyske restaurationsejerske i Garmish, hvis navn jeg ikke kan huske, fortjener også at blive nævnt for deres fine præstationer i filmen 🙂

Da det var en meget tidlig forpremiere vi var inde og se, må du vente til den egentlige premiere den 31. marts på at komme ind og se Eddie The Eagle. Hvis du kan lide charmerende, varme engelske feel-good komedier, med et lille stænk af socialrealisme, er det her absolut en must-see film for dig. Så bare tag og få bestilt de billetter 🙂 Eddie The Eagle får 4 store stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om Eddie The EagleIMDb.

#kinotur #EddieTheEagle

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest