(Den Danske Pige)

Problemet, for mig, med at se en film som bygger på virkelige begivenheder, og vel og mærke begivenheder som er sket for under 100 år siden, er at jeg ikke kan lade være med at notere mig alle unøjagtighederne i filmen sammelignet med det der i virkeligheden fandt sted i København (og Vejle, Paris og Tyskland) der for cirka 90 år siden. Og unøjagtigheder er der mange af i The Danish Girl. For en person der hverken kender Danmark eller kender til historien bag Einar Wegener/Lili Elbe, kan disse uøjagtigheder muligvis være ligegyldige. Det skal så også her skydes ind, at filmen ikke bygger på de faktiske begivenheder omkring Einar Wegener/Lili Elbe, men på romanen The Danish Girl fra 2001 af David Ebershoff. En roman som kun løsligt er bygget på de virkelige begivenheder.

Den ret så androgyne Eddie Redmayne fungerer, både fysisk og i hans bevægelser, perfekt som Einar Wegener/Lili Elbe. Redmayne kan noget med at transformere sin krop til at se ud som karakteren han spiller. Tænk bare på sidste år, hvor han jo fik en Oscar for hans portræt af Stephen Hawking i filmen The Theory of Everything. Redmayne er også nomineret til en Oscar for sin rolle som Einar/Lili, men i år får han den ikke! Den dejlige Alicia Vikander virker også godt i rollen som Einars kone Gerda, der, ligesom Einar er en kunstmaler, og som kæmper for at få sit store gennembrud i Københavns bohememiljø i 1920’ernes Nyhavn. Svenske Alicia, som vi kender fra blandt andre En Kongelig Affære, Ex Machina og The man From U.N.C.L.E., skal nok få sit store gennembrud snart. Faktisk vil jeg mene at Alicia, rent skuespilmæssigt, overskygger Eddie her i The Danish Girl.

Gerdas store gennembrud som maler, også kommercielt, kommer da hun laver en serie af malerier med Lili som model. Dette fører hende og Lili/Einar til Paris, hvor det, samtidig med at Gerdas succes når nye højder, også begynder at gå op for hende, at hun er ved at miste sin mand, da han lever mere og mere af sit liv som Lili. Og da Ejnar endelig møder den tyske professor Fonnesbech, som mener at han vil være i stand til at give Ejnar verdens første kønsskifteoperation, og dermed gøre forvandlingen til Lili Elbe endelig, ved Gerda godt at hun for altid har mistet sin mand.

Instruktøren Tom Hooper, som blandt andet stod bag den sublime The King’s Speech fra 2010, har denne gang valgt at lave en film som er ganske flot, og lige til tider, ligefrem lækkert filmet. Til gengæld er filmen næsten klinisk renset for underlægningsmusik. Dette føler jeg er med til at gøre stemningen i filmen noget mere traurig, end det egentlig er strengt nødvendigt. Bevares, det er ikke en film der ligefrem lægger op til stort og sprudlende humør, men god underlægningsmusik kan jo også være med til at understrege en mistrøsting stemning. God underlægningsmusik skal man normalt ikke lægge mærke til, men i The Danish Girl lægger man, flere gange, mærke til at musikken mangler … Jeg føler også at Hooper tillader nogle hop fremad i tiden, som godt kunne være lavet mere elegant. Hoppene virker noget abrupte … well, det er absolut muligt at følge med i filmen, selv med disse hop, men det irriterer nu mit kritiske øje lidt 😉

Selv om jeg føler at The Danish Girl mangler lidt “nerve” og intensitet, og selv om jeg synes at Vejle i betænkelig grad ligner den norske ø Vigra (muligvis fordi der rent faktisk ER tale om øen Vigra …), er filmen dog, ikke mindst på grund af skuespilspræstationerne, absout et kig værd. Dog var jeg ganske godt tilfreds med, at filmen ikke overskred to-timers barrieren. The Danish Girl får fire stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe kan i øjebliket ses på Arken syd for København (frem til maj 2016). Hvor fremragende disse malerier er, er jeg vist ikke den rette til at vurdere. Men Gerdas art deco/art nouveau-inspirerede stil er i hvert tilfælde en stil, som er lige min kop te 🙂

Læs mere om The Danish GirlIMDb.

Pin It on Pinterest