Det er jo ikke nogen hemmelighed at Quentin Tarantino er en af mine absolutte favoritinstruktører, så det var cool nok at se hans ottende film (Kill Bill 1 + 2 tæller kun for en) “The Hateful Eight”, til gallapremieren i Imperial her søndag d. 03/01, fire døgn før end filmen får generel premiere. Det var et super arrangement der blev afholdt i Imperial, med lidt vådt, herunder masser af amerikansk whisky og øl, og tørt til ganen før filmens start, en goodie-bag til den præcis 12 minutter lange pause godt midtvejs i filmen og så blev filmen vist i et 70 mm Ultra Panavision format (aspect ratio 2,76:1 – det er meget bredt), der ikke er blevet optaget i i 49 år, og som kun 11 film i alt er blevet optaget i, herunder Ben Hur med Charlton Heston. Tarantino er ikke en person der gør noget halvt, og ovenikøbet har han fået kongen bag spaghetti westen-soundtracks, Ennio Morricone, til at lave soundtracket til “The Hateful Eight”, så der var ligesom lagt i ovnen til noget ud over det sædvanlige …

“The Hateful Eight” er en film man, ligesom det gør sig gældende for Quentin Tarantino, enter elsker eller hader. Den anke som de fleste “hadere” har, er at der bliver snakket for meget i hans film. Jamen, så lydt dog for hulen til hvad der bliver sagt og nyd dialogen, for alt hvad der bliver sagt, har på et eller andet plan relavans for filmens handling. Samtidig er jeg også vild med den kompromisløse måde som QT instruerer på. For eksempel hvis en scene skal optages indenfor i et studie i LA, men skal forestille at finde sted i Minnies Haberdashery på en bjergtop i Colorados sneklædte og iskolde bjerge, hvad gør man så for at få skuespillerne i den rette stemning? Ja, QT placerer køleelementer omkring hele studiet, som sørger for at sænke temperaturen på hele settet til omkring de nul grader. Samtidig har QT den regel, at lige meget hvor lang tid man må vente, så sover man ikke på settet. Hvis man alligevel falder i søvn, sniger QT sig hen til den sovende skuespiller og tager en håndfuld “kompromiterende” billeder med skuespilleren og Gerry (en gigantisk lilla dildo). Disse billeder bliver derefter hængt op i QT’s Wall of Shame midt i studiet 😀

Quentin Tarantino er for længst blevet så stor en instruktør, at han gør som han vil, hans sædvanlige producere, The Weinstein Brothers, er for længst holdt op med at protestere. Samtidig har QT jo heller ingen problemer med at hive både hans mere eller mindre faste skuespillere, men også nye folk med i hans projekter. I “The Hateful Eight” er Samuel L. Jackson (Major Marquis Warren aka “The Bounty Hunter”) og Kurt Russell (John Ruth aka “The Hangman”) en del af den faste garde mens Jennifer Jason Leigh (Daisy Domergue aka “The Prisoner”) er en af de nye. Alle de otte hovedpersoner spiller deres roller til noget nær perfektion, samt leverer deres dialog syleskarpt og præcist, hver gang.

Som nævnt, giver 70 mm formatet noget ekstra til “The Hateful Eight”. Det ser satme godt ud når dilligencen bevæger sig gennem de snedækkede bjerge i Colorado i breeeeed-format, det er sgu lige før at man kommer til at fryse lige så meget som karaktererne. Måske man kan mene at formatet ikke har stor betydning i hytten hvor over halvdelen at filmen foregår, men alligevel giver det beskueren mulighed for at fange flere detaljer af hvad der sker i hytten … og der sker meget, skal jeg hilse og sige. En lille anke fra min side, må være, at der ikke er meget “The Good, The Bad and The Ugly” eller “Once Upon a Time in the West” over Ennio Morricones musik. Jeg sad ligesom og forventede “spaghetti-western”-musik. Det fik vi så ikke. Det er naturligvis også over fyrre år siden at Morrricone lavede musik til en western sidst, så han har naturligvis fornyet sig gennem årene … desværre, kan man næsten sige 😉

Den observante læser vil påstå at jeg ikke har nævnt filmens handling med mange ord. Hun har ganske ret. Det er simpelthen bare en film der skal ses … og intet skal afsløres på forhånd. Jeg vil absolut anbefale at man skynder sig ind i Imperial og får set “The Hateful Eight”, da det er det eneste sted i Danmark hvor den bliver vist i det originale 70 mm Panavision Ultra format, også selv om man ikke får gallapremiere-showet med, er det absolut det hele værd … og som en lille bonus er den analoge udgave 6 minutter længere end den digitale 🙂

Indrømmet, vi har at gøre med en lang film her. Tre timer plus pausen, som altså varer præcis 12 minutter! I de første 100 minutter er der meget snak a lá Tarantino. Efter pausen er der meget vold, splat og blod, som sædvanlig når vi har med QT at gøre, bliver det serveret hårdt og brutalt, og med et glimt i øjet. Jeg elsker det hele, både snakken og volden … “The Hateful Eight” får sneget sig op på 6 sheriffstjerner.

SheriffStarSheriffStarSheriffStarSheriffStarSheriffStarSheriffStar

Læs mere om “The H8ful Eight” på IMDb.

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest