“Birdman” er sandt for dyden en anderledes film … Selv om den foregår over flere dage, er den filmet som der er tale et langt take, meget ligesom Hichcocks “The Rope”. Men hvor Hitchcock måtte ty til “billige” tricks, som at gå helt tæt til en af hans karakterers ryg, således at det blev helt sort når han skulle skifte filmrulle, er det ulig noget nemmere for den mexikanske instruktør Alejandro González Iñárritu i dag, med de mange muligheder som nutidens special effekter tilbyder, at tilføje filmen denne illusion. Ikke desto mindre er det i “Birdman” gjort på en meget overbevisende og effektiv måde.

Riggan spillede i 90’erne med i superheltefilmene Birdman 1-3, men sagde nej til at være med i en 4’er da han mente at hans fremtid var som skuespiller/instruktør på Broadway. Siden da har Birdman-karakteren fulgt ham som en skygge og har, her over 20 år senere, stadig en stor og aktiv del i han liv. Og med aktiv del mener jeg AKTIV, på et niveau så man bliver i tvivl om hvorvidt at Birdman blot er en rolle som Riggan har spillet eller om Birdman rent faktisk er en del af personen Riggan selv. Det bevirker at en del af scenerne i filmen har et overnaturligt eller drømmeagtigt udtryk. Hvilken en af disse to typer der er tale om, skal jeg ikke komme nærmere ind på her … ikke mindst fordi jeg selv er en kende i tvivl om hvorvidt det eller det andet er tilfældet 😉

Det man mest af alt lægger mærke til i “Birdman” er den yderst aktive rolle som kameraet spiller. Kameraet følger ubønhørligt karakteren som er i fokus på det givne tidspunkt tæt, enten lige i hælene på karakteren eller også lige et par skridt før denne. Et skift til en ny karakter sker kun når disse to karakterer passerer hinanden på eller lige uden for teatret St. James, hvor hele filmen foregår. Når et spring frem tiden sker, gøres dette ved at kameraet peger og i mod himlen, og man ser så her et time-lapse, for eksempel fra dag til nat, herefter peger kameraet ned på personerne i fokus, og handlingen forsætter. Måske virker det en anelse åndet, som det her er beskrevet, men det er brugt konsekvent, og giver mening, hvis man køber filmens premisse gennem alle filmens 119 minutter. Og det virker … uden at det bliver for meget eller kedeligt.

En anden ting som man lægger mærke til, er filmens skarpe, vittige og stramme dialog. Den holder max … specielt hvis man er flittig biografgænger – og dermed følger lidt med i hvad der rør sig på den front! Og i og med at filmen næsten udelukkende foregår i de smalle gange på teatret, er filmen baseret på dialogen mellem Riggan og hans ensemble og hans andre ansatte, hans nye stjerne Mike (Edward Norton), hans datter, hans (måske) gravid kæreste og hans tidligere kone samt den onde anmelder, er den netop næsten udelukkende dialogbaseret.

Michael Keaton, Edward Norton, Naomi Watts og Zach Galifianakis leverer alle sammen nogle helt igennem glimrende præsentationer. Specielt Michael Keaton leverer som hovedpersonen Riggan, rollen som en presset instruktør, som vi første gang møder på dagen for forpremieren på hans første Broadwayskuespil, en syret men helt igennem sublim omgang skuespil.

Birdman er en meget speciel film og vel næppe for alle. Jeg kan dog kun anbefale, selv skeptikerne, at give den en chance. Handlingen er, selv om den i modsætning til mange af tidens film er liniær, svinger den mellem fantasi og virkelighed, og tilbyder ikke nogen klar og utvetydig handling eller slutning, for den sags skyld. Som Mr. B. antydede efter filmen, ville jeg være i tvivl om hvorvidt den skulle have fire eller fem stjerner. Jeg lader “mærkligheden” kommer filmen til gode, derfor får “Birdman” hele 6 stjerner!

checkcheckcheckcheckcheckcheck

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest