Det skal indrømmes at jeg aldrig har været specielt vild med krigsfilm, undtagen af den mere kulørte slags som for eksempel “Ørneborgen” … men når nu Clinten, som jo havde hovedrollen i netop “Ørneborgen”, har instrueret, bliver man (jeg) jo næsten nød til at se den. Han har jo instueret nogle af de seneste 10-20 års bedste film, både dem han selv har været med i og dem han ikke har været med i. Det er da også lykkes ham at skrue en fin film om finskytten Chris Kyle sammen. Chris Kyle er den amerikanske Navy-Seal med flest drab på sit CV, 160 bekræftede, og er derfor blevet noget af en nationalhelt i USA.

Chris Kyle og hans kæreste sidder og ser TV den 11. september 2001 om formiddagen. Pludselig oplever de de frygtelige øjeblikke da to kaprede fly smadrer ind i World Trade Center og tvillingetårnene kort tid efter styrter i grus. Efter 9/11 beslutter Kyle sig for at gøre noget for kampen mod terrorisme. Han søger om optagelse i Navy-Seals, og påbegynder deres vanvittigt hårde træningsprogram. Da han er dedikeret og viser stort talent som finskytte, kommer han relativt nemt igennem træningen, og samme dag som bliver gift bliver han indkaldt til en seks-ugers mission i Irak. Allerede ved på hans første mission udfolder han sit potentiale som finskytte samt for at kunne træffe de rigtige beslutninger under pres.

Bradley Cooper gør det glimrende som Chris Kyle, han ligner ham ovenikøbet næsten på en prik. Method Acting er et hit hos mig, det kan jeg ikke nægte! At krigen langsomt sniger sig ind under huden på Kyle, gemmen de fire missoner han er på i Irak, og som til slut fører man ind i en PTSD-lignende tilstand, er også glimrende beskrevet. Med hjælp fra hans hårdt prøvede kone (Sienna Miller) og søn, ser det dog ud til at det så småt, blandt andet ved at hjælpe fysisk skadede krigsveteraner til at få et liv efter Irak, at han så småt er ved at arbejde sig ud af PTSD’en. Lige ind til den dag hvor … Well, selv om filmen bygger på virkelige begivenheder, og man således måske ved hvad filmen ender med, skal jeg dog ikke afsløre det her.

Filmen er flot fotograferet. Godt håndværk, uden på nogen måde at være nyskabende. Musikken er også god. Man lægger slet ikke mærke til den, hvilket ofte kendetegner god underlægningsmusik. Sine steder er den også skrækindjagende barsk, men rigtig rå og beskidt bliver den aldrig. Og heri ligger måske en af filmens problemer. Selv om soldaterne bliver skudt så blodet sprøjter og selv om de til tider er udsat for umenneskeligt pressede situationer, føler man aldrig dette pres for alvor. Ergo, filmen bærer lige en tand eller to for meget præg af at være en mainstream film, skræddersyet til det amerikanske filmpublikums sarte nerver, og uden skyggen af kritik af amerikanernes handlinger.

Filmen er lige lang nok efter min smag. Eastwood kunne uden problemer have klippet 15-25 minutter ud, det ville lige have strammet tempoet op og have gjort den mere spiselig for os der ikke er indfødte amerikanere. Selv om en film som “American Sniper” ikke rigtigt tænder mig, er den dog ingenlunde kedelig eller uvæsentlig. “American Sniper” får 4 stjerner.

checkcheckcheckchecknon-checknon-check

Abbonner på nyhedsbrevet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få besked når der sker noget nyt!

Du er tilmeldt nyhedsbrevet!

Pin It on Pinterest